Red hjernen!
Hvad er et “stroke”?
Stræk – Snak – Smil
Stroke er en betegnelse for blødning eller blodprop i hjernen. Måske kender du ordene apoplexi eller slagtilfælde? – det er helt det samme – Det er betegnelsen for en pludselig sygdom i hjernen, som kan skyldes enten blødning eller blodprop.
De fleste tilfælde af stroke skyldes en blodprop (85 %), mens de øvrige skyldes en blødning (15 %). Begge dele giver skader på hjernevævet, som kan medføre varigt tab af f.eks. evnen til at læse eller tale.
Der kan gøres noget
Det gode budskab er at der ofte kan gøres noget – MEN der skal handles hurtigt! Når en blodprop stopper et blodkar i hjernen indtræder der begyndende skader på hjernevævet. Det skyldes, at der ikke kommer ilt til områder af hjernen. Det kan medføre permanent tab af færdigheder, hvis ilttilførslen ikke genoprettes hurtigt. Det er anslået at ca. 1,9 millioner hjerneceller dør pr. minut, ved en blodprop i et stort blodkar i hjernen (læs mere).
Hvis et stroke skyldes en blødning, er det vigtigt at blødningen stoppes eller der gøres tiltag for at mindske udbredelsen af skaden.
Hvordan ved jeg om jeg eller en jeg kender har fået et Stroke?
Hvis du selv får et stroke, er din hjerne lidende og vil derfor ikke fungere som normalt. Du vil derfor ofte ikke selv kunne erkende, at du er blevet syg. Men andre kan hjælpe dig og er det dig som møder en med stroke, så du kan hjælpe dem. Vi skal altså hjælpe hinanden og alle bør derfor kende de hyppigste tegn på stroke.
Du kan hjælpe andre – men du må kende symptomerne på stroke
Tre af de mest almindelige symptomer på stroke er nedsat kraft eller bevægelighed i f.eks. den ene arm eller ben, talebesvær og ansigtslammelser.
Derfor er det en god idé at huske på remsen:
Stræk – hænger den ene arm?
Snak – hænger ordene ikke sammen?
Smil – hænger den ene side af ansigtet?
Symptomerne kan variere alt efter, hvor i hjernen blødningen eller blodproppen rammer.
Derfor kan der også være andre symptomer ved stroke, f.eks.: Pludselig indsættende dobbeltsyn eller tab af dele af synsfeltet, halvsidigt tab af følesansen, svimmelhed, koordinationsproblemer, kvalme, synkebesvær og kraftig hovedpine.
Men det vigtigste at huske på er:
Hvis du eller en i din nærhed oplever symptomer på stroke, skal du straks ringe 1-1-2.
Hvert minut tæller, da behandlingen skal i gang så hurtigt som overhovedet muligt for at være effektiv.
Hvor hyppigt er stroke?
Stroke er den 4. hyppigste dødsårsag i Danmark og den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap.
Hvis du kender symptomerne på stroke og straks ringer 1-1-2, kan flere overleve stroke til et godt liv i Danmark.
Kan man gøre noget for at forebygge?
Flere faktorer gør dig mere udsat for at få stroke:
Højt blodtryk
Hjertesygdom
Forhøjet kolesterol
Diabetes type 1 eller type 2
Åreforkalkning
Tidligere tilfælde af stroke (apopleksi / slagtilfælde) eller blodprop i hjernen som er passeret
Apopleksi i familien
Usund kost
For lidt motion
Overforbrug af alkohol
Rygning
Rygning øger risikoen for at blive ramt af adskillige sygdomme og altså også stroke. For at nedsætte risikoen for stroke skal du spise sundt og skære ned på fedtet, drikke alkohol med måde og dyrke regelmæssig motion.
Derudover er det vigtigt at få tjekket blodtryk, blodsukker og kolesteroltal jævnligt, hvis du er fyldt 55 år.
Læs mere på www.redhjernen.dk eller se filmen “Stræk, Snak, Smil” herunder